HERE WE ARE: Vestre Engvej 61 · 7100 Vejle · Tlf. 7583 2322 · Kontortid 7.30-15.30 · rosborg@rosborg-gym.dk


3. december 2017:

Besøg af tidligere elever

Karrierelæring mediefag

Onsdag den 29. november havde 1.g mediefagsholdene besøg af to tidligere elever, Anne Klerke og Lisbeth Westergaard Hansen, der begge er i gang med uddannelsen som TV- og medietilrettelægger. I den  forbindelse ville de gerne besøge deres gamle gymnasium for at lave fokusgruppeinterview med nuværende elever på Rosborg til planlægningen af en ny programserie på DR3. Det var samtidig en fin anledning for eleverne til at arbejde med karrierelæring, som er et af de nye kompetencemål i den nye gymnasiereform, og her blandt andet finde ud af, at man nødvendigvis ikke altid ved, hvad man vil, når man er færdig med gymnasiet.

Der skulle nemlig både en jordomrejse og et afbrudt kommunikationsstudie til før Anne og Lisbeth fandt ud af, at det er TV- og medietilrettelæggeruddannelsen, der er deres rette hylde. De fortalte mediefagseleverne om den spændende optagelsesprøve samt hvilke fag, man møder på uddannelsen, og de var begge meget begejstret for blandingen af teori og praksis samt de spændende muligheder for praktikophold på et produktionsselskab, på Danmarks Radio eller TV2, som uddannelsen giver mulighed for.

Det blev et spændende møde med Anne og Lisbeth, som måske har givet nogle af mediefagseleverne blod på tanden til at søge ind på TV og medietilrettelæggeruddannelsen.

Se flere billeder fra besøget her på Rosborgs Facebookside

WEB & FILM: MARGINAL.DK