HERE WE ARE: Vestre Engvej 61 · 7100 Vejle · Tlf. 7583 2322 · Kontortid 7.30-15.30 · rosborg@rosborg-gym.dk


Forhistorien til beslutningen om at etablere Rosborg Gymnasium

Vejle Amtsråd 1970-74. Det amtsråd, der nødtvunget vedtog, at det nye gymnasium skulle ligge i Vejle.

Vigand Rasmussen, fortæller her historien om, hvordan beslutningen om at etablere Rosborg Gymnasium & HF blev truffet tilbage i starten af 1970'erne.

"Den 17. oktober 1972 udtalte folketingsmedlem og amtsrådsmedlem Erik Hansen, Tørring, følgende til Vejle Amts Folkeblad: 'Det er min bestemte opfattelse, at den nordvestlige del af amtet ikke i de næste 50 år vil få et gymnasium.'

Sagen kom på dagsordenen i marts 1970, just som Kommunalreformens nye amtsråd skulle i arbejdstøjet.

Skolekommissionen i Vejle havde med baggrund i det stigende antal elever, der ville i gymnasiet, henstillet til amtet, at man snarest indledte det forberedende arbejde med at etablere et nyt amtsgymnasium.

Straks meldte der sig interesserede kommuner, der gerne ville lægge jord til. Det gjaldt således Hedensted storkommune, der bestemt mente, at gymnasiet burde placeres i Hedensted-Løsning området.

Tørring-Uldum Kommune førte sig også frem. Der blev nedsat et udvalg med amtsrådsmedlem P. Skov Thulesen fra Aale som formand. Udvalget skulle kæmpe for at få gymnasiet til den nordvestre del af amtet, helst til Tørring, der lå centralt for et stort opland. Desuden havde den gamle stationsby bedre trafikale forbindelser end Uldum.

I Vejle voksede problemerne med at skaffe plads til alle de nye elever. Ved indvielsen af Rødkilde Gymnasium i august 1971 kunne rektor Svend Aage Nielsen meddele, at man trods de nye bygninger ville få helt uoverstigelige pladsproblemer i 1972, da tilgangen vil medføre, at der mangler plads til to sproglige og to matematikerklasser, 'eller nok til at starte 1. g. i et nyt gymnasium.'"

 

 

WEB & FILM: MARGINAL.DK