Fag på HF
Her kan du se den aktuelle oversigt over de fag, der undervises i på HF på Rosborg Gymnasium & HF.
Biologi
I faget BIOLOGI beskæftiger vi os med krop, genetik og natur. Vi ser bl.a. på hvorfor nogle har brune og andre blå øjne, og vi bevæger os ud i naturen, hvor vi laver vandløbsundersøgelser. På A-niveau arbejder vi også med immunsystemet og med hvordan kemiske stoffer kan påvirke kroppen.
Biologi er både et teoretisk og et eksperimentelt fag. Det betyder, at du kommer til at efterprøve en del af det teoretiske stof ved at udføre eksperimenter i laboratoriet og ved at foretage undersøgelser og iagttagelser i naturen.
Biologi på C-niveau indgår i 1. hf i naturvidenskabelig faggruppe. Iflere af vores HF-fagpakker har du mulighed for at få biologi B som valgfag i 2.hf.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i biologi.



Billedkunst
Billedkunst er ét af de fem kunstneriske fag, du kan vælge på Rosborg. Du kan få Billedkunst C som kunstnerisk fag i 1HF eller som valgfag i 2HF. Du kan løfte faget til B-niveau i 2HF, hvis du har haft det på C-niveau først.
I Billedkunst arbejder vi praktisk og teoretisk med at forstå og producere visuelle udtryk. Vi arbejder både teoretisk og praktisk med perioder fra kunstens og arkitekturens historie og med nutidskunst. Du udvikler dine evner til at analysere og skabe billedmæssige udtryk, og du arbejder med at blive god til at se, hvordan billeder påvirker dig.
Vi arbejder både med tegning, maleri, foto, skulptur, grafik, street art og arkitektur. Undervisningen er afvekslende med kunsthistorie og kulturforståelse i den teoretiske del og konkret skabende arbejde og fordybelse i den praktiske del, og vi arbejder både individuelt, fælles og i grupper både i de forskellige teoretiske og praktiske opgaver.
Som afsluttende projekt udarbejder hver elev et eksamensprojekt, som også bruges til eksamen.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget.
Dansk
I faget DANSK er kernen i det vi arbejder de tre hovedperspektiver: litteratur, sprog og medier. I det litterære hovedområde læser og oplever vi tekster, analyserer og fortolker, lærer om forfatterskaber og perioder og om kultur- og samfundsforhold fra oldtiden til i dag. I det sproglige hovedområde arbejder vi med grammatik og sprogrigtighed, kommunikation og argumentation, og du bliver bevidst om din egen og andres måde at bruge sproget på. I det mediemæssige hovedområde har vi fokus på nyhedsgenrer, dokumentar- og fiktionsprogrammer, film og elektroniske medietekster, og du arbejder med at blive god til at gennemskue, hvilke virkemidler medierne benytter.
I timerne veksler vi mellem klasseundervisning, gruppearbejde, projektarbejde, lærer- og elevforedrag, it-baseret arbejde og kreative øvelser. Du skal også selv producere tekster i dansk og øve dig i at blive god til at udtrykke dig skriftligt.
I dansk lærer du at gå bag om ordene og forholde dig kritisk-analytisk, undersøgende og diskuterende til både trykte og elektroniske tekster.
Dansk er et obligatorisk fag på A-niveau, og du skal have faget både i 1.hf og i 2.hf.
Eksamen
Der er skriftlig og mundtlig eksamen i dansk.



Design og arkitektur
Design og arkitektur er ét af de fem kunstneriske fag, du kan vælge på Rosborg. Du kan få Design og arkitektur C som kunstnerisk fag i 1HF eller som valgfag 2HF. Du kan løfte faget til B-niveau i 2HF, hvis du har haft det på C-niveau først.
I faget Design og arkitektur arbejder vi praktisk og teoretisk med arkitektur, produktdesign og kommunikationsdesign, hvor eleverne f.eks. kan få til opgave at designe en plakat, en minimalbolig eller et møbel.
Undervisningen er opbygget som projektforløb, hvor du lærer om de forskellige faser i designprocessen. Hvordan genererer man ideer? Hvordan udvælger man den rette ide? Hvordan laver man research? Hvordan laver man målfaste tegninger og skalamodeller? Og ikke mindst: hvordan præsenterer man hele sit projekt? Parallelt med det praktiske arbejde lærer du en række grundlæggende fagbegreber at kende, og du får et godt kendskab til design- og arkitekturhistorien.
Der vil være en eller flere ekskursioner i løbet af året. Det kan fx være, vi tager en dag til Aarhus for at studere arkitektur og byplanlægning. Tidligere 3g B-niveauhold har desuden været på 3-dagsekskursion til København. I nogle projektforløb vil der være mulighed for at bruge skolens 3D-printer eller laserskærer.
Som afsluttende projekt udarbejder hver elev en eksamenspræsentation af et selvvalgt emne. Med udgangspunkt i de projekter du har lavet i årets løb, får du derfor mulighed for til slut selv at vælge dit eksamensemne.
Du behøver hverken at kunne tegne eller bruge diverse tegne- og billedbehandlings-programmer. Faget henvender sig til alle.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget.
Dramatik
Dramatik er ét af de fem kunstneriske fag, du kan vælge på Rosborg. Du kan få Dramatik C som kunstnerisk fag i 1HF eller som valgfag i 2HF. Du kan løfte faget til B-niveau i 2HF, hvis du har haft det på C-niveau først.
I faget Dramatik arbejder vi praktisk og teoretisk med at skabe og formidle historier i det sceniske rum og med at forstå, hvad det er der virker og hvorfor det virker. Du lærer at udtrykke dig nuanceret og selvstændigt og at tage initiativ til og ansvar for små teaterproduktioner.
Dramatik handler om scenekunst, og i dramatimerne arbejder vi med drama og teater både i et nutidigt og et historisk perspektiv. Vi udvikler ideer og sætter dem i scene. Vi arbejder med forskellige udtryk og lader os inspirere af, hvad andre gør og har gjort i tidens løb. Vores redskaber er skuespilleren med sin krop og stemme og rummet med scenografi, lys og lyd. Vi arbejder både individuelt, fælles og i grupper, og vi arbejder eksperimentelt.
Parallelt med det praktiske arbejde lærer du en række grundlæggende fagbegreber at kende, og du får et godt indblik teaterteori og teaterhistorie.
Der vil være en eller flere ekskursioner i løbet af året, hvor vi tager ud og ser en teaterforestilling for efterfølgende at arbejde med forestillingsanalyse.
Som afsluttende projekt udarbejder eleverne en teaterforestilling i grupper på max 5 elever, som også bruges til eksamen.
Der kræves ikke nogen særlige forudsætninger for at kunne deltage i undervisningen i dramatik. Faget henvender sig til alle.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget.



Engelsk
I faget ENGELSK arbejder vi med engelsk sprog, engelsksprogede tekster og litteratur, engelsksprogede kulturer, samfund, historie og globale forhold. Faget er både et videns- og kundskabsfag, et færdighedsfag og et kulturfag. Det betyder, at du i engelskundervisningen får udbygget dine engelske sprogkundskaber, og du får viden om litteratur og samfundsforhold i de engelsksprogede dele af verden.
I engelskundervisningen arbejder vi både med grammatik og med at analysere og fortolke et bredt udvalg af både nye og ældre, litterære og ikke-litterære tekster, som belyser forskellige aspekter af engelsktalende landes kultur, historie og litteratur. Undervisningen i engelsk foregår hovedsageligt på engelsk, og du vil hurtigt opdage, at vi stiller større krav til sproglig præcision (korrekt grammatik og udtale), end du sikkert er vant til fra grundskolen.
Engelsk er et obligatorisk fag på B-niveau, og du skal have faget både i 1.hf og i 2.hf.
Eksamen
Der er skriftlig og mundtlig eksamen i engelsk.



Fysik
I fysik lærer du om universets oprindelse ved Big Bang og hvordan en regnbue opstår. Du vil komme til at arbejde med solsystemet og jorden bevægelse og dens betydning for at istider kommer og går. Du lærer også, hvordan et fly kan holde sig svævende og hvordan en raket kan flyve til månen. Du kommer også til arbejde med energiomsætning i kroppen og svingninger og lydfænomener. I fysik vil du beskæftige dig med fremtidens energiforsyning – er det vindmøller, solceller, bølgekraft eller atomkraft, der i fremtiden skal forsyne os med elektricitet og varme?
En stor del af tiden arbejdes eksperimentelt, oftest er det i laboratoriet, men man kan også undersøge f.eks. accelerationer i Tivolis forlystelser eller i idrætshallen. Du vil komme til at løse åbne opgaver i mindre grupper, hvor gruppen selv fordeler arbejdet og selv styrer løsningen af opgaven. Det er samme proces som man møder i mange moderne virksomheder, hvor det er medarbejdere, der i fællesskab løser problemerne.
Fysik på C-niveau indgår i undervisningen i den naturvidenskabelig faggruppe. I HF TECH -fagpakken har du mulighed for at få fysik B som valgfag i 2.hf.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget.



Idræt
I IDRÆT er der fokus på fysisk aktivitet, hvor vi arbejder med at udvikle dine kreative, fysiske, motorisk/tekniske og taktiske færdigheder. I kombination hermed arbejder vi også med teori om sammenhænge mellem fysisk aktivitet, træning og sundhed. Som en del af undervisningen skal du også gennemføre opvarmningsprogrammer, afvikle forskellige fysiske tests, skrive rapporter herom og udarbejde dit eget træningsprogram.
Undervisningen i idræt er tilrettelagt sådan, at du undervejs kommer til at arbejde med såvel kreative som koreograferede bevægelsesformer og med en bred vifte af idrætslige emner, der berører både klassiske holddiscipliner og individuelle discipliner.
I timerne arbejder vi både individuelt, fælles og på hold, og vi arbejder både traditionelt og eksperimentelt.
Her på Rosborg kan du få idræt C i 1.hf. Du kan få idræt som valgfag på B-niveau i 2.hf, hvis du har haft det på C-niveau i 1.hf.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i idræt for alle hf-elever, der er startet på uddannelsen fra august 2017 og frem.
Der er mundtlig eksamen i idræt på B-niveau for alle elever, der er startet på uddannelsen før august 2017.
Kemi
I kemi lærer du om, hvordan alt i verden består af atomer, der er bundet sammen af kemiske forbindelser. Kemi er nøglen til at udvikle fødevarer, medicin, nye energikilder, nye materialer, og når der skal passes på miljøet.
I kemiundervisningen får du overblik over stoffernes opbygning og egenskaber, Du lærer om syrer og baser, fremstilling af alkohol og materialeundersøgelser ved hjælp af spektroskopi.
Eksperimenter udgør en stor del af kemiundervisningen.
Kemi på C-niveau indgår i undervisningen i den naturvidenskabelig faggruppe. I flere af HF-fagpakkerne her på Rosborg har du mulighed for at få kemi B som valgfag i 2.hf.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i kemi.



Kultur- og samfundsfaggruppe
KULTUR- OG SAMFUNDSFAGSGRUPPEN (KS) består af fagene HISTORIE (b-niveau), RELIGION (c-niveau), SAMFUNDSFAG (c-niveau) . Der undervises dels i de enkelte fag og dels i tværfaglige forløb, og Temaerne spænder fra det nære til det fjerne, fra det lokale til det internationale niveau.
I HISTORIE arbejder vi med Danmarks, Europas og Verdens historie. Du skal lære at arbejde med og bearbejde forskellige typer kildemateriale og forholde dig metodisk og kritisk til historisk materiale.
I RELIGON beskæftiger vi os på et videnskabeligt grundlag med religionernes opståen, ligheder og forskelle og deres nutidige betydning i en både national og global sammenhæng. Kristendom og islam er obligatoriske studieområder. Andre religioner, religionskritik og etik behandles også.
I SAMFUNDSFAG arbejder vi med sociologi, politik og økonomi. Vi kommer blandt andet ind på identitetsdannelse og sociale roller, hvordan det politiske system fungerer og hvordan velfærdssamfundet er opstået, og om det kan fortsætte i sin nuværende form.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen.
Elever der er startet på uddannelsen fra august 2017 og frem skal til en intern flerfaglig prøve og en mundtlig prøve i ét af de tre fag.
Elever der er startet på uddannelsen før august 2017 skal til en mundtlig prøve hvor alle de tre fag indgår og spiller sammen om at belyse et emne.
Matematik
MATEMATIK danner grundlag for politiske beslutninger og er kernen i medicinsk, naturvidenskabelig og teknologisk forskning. Det er matematiske modeller, der forudsiger udviklingen i økonomien, og matematik er grundlaget for vores højt udviklede samfund.
I matematik lærer du at tænke logisk og abstrakt, at analysere og løse problemer, og du får redskaber til bedre at forstå verden omkring dig. Nogle af hovedemnerne i matematikundervisningen procent- og rentesregning, forholdsregning, statistik og sandsynlighedsregning.
I den daglige undervisning er der fokus på grundlæggende færdigheder, og undervejs perioder knytter vi matematikken sammen med andre fag og perspektiverer matematikken til samfundet og moderne teknologi.
Alle elever på HF har matematik på mindst C-niveau. På flere af vores HF-fagpakker har du mulighed for at få matematik B som valgfag i 2.hf.
Eksamen
Der er mundtlig og skriftlig eksamen i matematik.



Mediefag
Mediefag er ét af de fem kunstneriske fag, du kan vælge på Rosborg. Du kan få Mediefag C som kunstnerisk fag i 1HF eller som valgfag i 2HF. Du kan løfte faget til B-niveau i 2HF, hvis du har haft det på C-niveau først.
I Mediefag arbejder vi praktisk og teoretisk med levende billeder. Det er biograffilm, udsendelser på tv samt diverse formater på Internettet, og du kommer både til at analysere film/udsendelser og at lave mindre produktioner.
Mediefag er en oplagt mulighed for dig, der gerne vil vide mere om, hvordan film og tv virker.
Det teoretiske arbejde i Mediefag skærper dit blik for de virkemidler, der anvendes i film og tv-produktioner, og det praktiske arbejde med små filmproduktioner hjælper dig til en forståelse af, hvordan man laver en succesfuld film- eller tv-produktion.
Som afsluttende projekt udarbejder eleverne et projekt, som også bruges til eksamen.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget.
Musik
Musik er ét af de fem kunstneriske fag, du kan vælge på Rosborg. Du kan få Musik C som kunstnerisk fag i 1HF eller som valgfag i 2HF. Du kan løfte faget til B-niveau i 2HF, hvis du har haft det på C-niveau først.
Kernen i faget Musik er de to hovedområder musikforståelse og musikudøvelse. Musikforståelse er den analyserende og diskuterende del, hvor du får en bred basisviden om musik. Emnerne er vidt forskellige og kan fx være: blues, jazz, symfonisk orkestermusik, pop/rock, middelaldermusik, cubanske rytmer, spirituals, opera eller noget helt andet. Musikudøvelse er den praktiske del af musiktimerne, hvor vi arbejder med enstemmige sange og flerstemmige vokal- og instrumentalnumre, både inden for traditionel og rytmisk musik. Basal stemmetræning indgår som et led i undervisningen. Du lærer også basal teknik på rytme-, bas- og akkordinstrumenter. Det er ikke et krav, at du kan spille et instrument på forhånd, men det er selvfølgelig en fordel, hvis du på forhånd har en vis erfaring med enten at synge eller spille.
Som afsluttende projekt udarbejder eleverne på holdet et musikprojekt, som også bruges til eksamen.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i faget på C- og på B-niveau.



Naturgeografi
I NATURGEOGRAFI beskæftiger vi os med grundlæggende naturprocesser og naturforhold på Jorden og med deres betydning for menneskets livsvilkår. Vi ser på, hvad der får forskellige egne af jorden til at fremtræde forskelligt og give mennesker i verdens regioner forskellige livsvilkår, f.eks. hvorfor der er tørke nogle steder, og hvorfor nogle lande har adgang til billig energi.
I undervisningen i naturgeografi arbejder vi både individuelt, fælles og i grupper. Du lærer at foretage empiriske undersøgelser, at analysere de indsamlede data og formidle dine resultater. Hermed kan du opnå en bedre forståelse af vores omverden, så du bliver i stand til at deltage i den aktuelle debat om f.eks. globale opvarmning, miljøpåvirkninger, bæredygtighed, naturkatastrofer, alternative energiformer m.m.
Geografi på C-niveau indgår i undervisningen i den naturvidenskabelig faggruppe i 1.hf, og herefter har du i 2. hf mulighed for at få naturgeografi B.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i Naturgeografi.
Naturvidenskabelig faggruppe
NATURVIDENSKABELIG FAGGRUPPE består af fagene biologi, geografi og kemi, alle på C-niveau.
Undervisningen bygget op omkring tværfaglige elevprojekter, hvor fagene hver især bidrager med spændende tilgange til temaet.
Med den undervisning du får i den naturvidenskabelige faggruppe, bliver du i stand til at forholde dig kritisk og deltage i debatten omkring naturvidenskabelige problemstillinger inden for naturvidenskab i hverdagen, teknologi og produktion, miljø, sundhed og levevilkår.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen.
Elever der er startet på uddannelsen fra august 2017 og frem skal til en intern flerfaglig prøve og en mundtlig prøve i ét af de tre fag.
Elever der er startet på uddannelsen før august 2017 skal til en mundtlig prøve hvor alle de tre fag indgår og spiller sammen om at belyse et emne.
Psykologi
PSYKOLOGI er et fag, som giver dig en almen indsigt i og forståelse for, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig under givne omstændigheder. I undervisningen har vi fokus på fire hovedområder: socialpsykologi, udviklingspsykologi, kognition og læring, personlighed og identitet.
I faget arbejder vi med psykologiske teorier, begreber og undersøgelser. Denne viden anvender vi til at belyse og diskutere aktuelle psykologiske problemstillinger, som for eksempel kulturmøder, kønsforskelle, omsorgssvigt, hukommelse og kommunikation.
Undervisningen er tilrettelagt, så vi veksler mellem lærerstyret arbejde og mere selvstændige arbejdsformer. Udover teorigennemgang arbejder vi med psykologiske undersøgelser samt analyse af cases og dokumentarudsendelser. Vi laver også forskellige øvelser med udgangspunkt i det teoretiske stof.
Her på Rosborg kan du få psykologi C som fagpakkefag i 2.hf.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i psykologi.
Samfundsfag
I SAMFUNDAFAG beskæftiger vi os med de 4 hovedområder sociologi, politik, økonomi og international politik. Faget giver på et empirisk og teoretisk grundlag viden om de dynamiske og komplekse kræfter – nationalt, regionalt og globalt – der påvirker samfundsudviklingen.
Gennem den faglige viden og de begreber, der knytter sig hertil, sætter vi dagligdagen i perspektiv, og vi arbejder i vekselvirkning mellem teoretisk stof og emner fra den aktuelle debat med at kvalificere dine holdninger og din forståelse af de handlemuligheder, du har som borger i et demokrati.
I undervisningen arbejder vi med aktuelle nyheder og begivenheder, som vi anvender som eksempler på de teorier og den viden, vi læser om i fagets grundbøger. Vi laver også selv undersøgelser, tager på ekskursioner og får besøg af politikere og andre gæsteforelæsere.
Undervisningen i samfundsfag bidrager til at fremme din almendannelse og din studiekompetence ved at give dig viden og kundskaber om og forståelse af danske og internationale samfundsforhold og den dynamik, der har indflydelse på udviklingen i det moderne samfund.
Samfundsfag på C-niveau indgår i undervisningen i kultur- og samfundsfaggruppe, som du afslutter midt i 2.hf. I 2.hf har du mulighed for at få samfundsfag B enten som fagpakkefag eller som valgfag.
Eksamen
Der er mundtlig eksamen i samfundsfag på C- og på B-niveau. Der er skriftlig og mundtlig eksamen i samfundsfag på A-niveau.